Formål og historie

Idegrundlag og vision
Naturstøttepunkt Hjortøgaard er et levende centrum for naturoplevelser og udeaktiviteter ved Flyvestationen og Søndersø. Vores vision er at skabe glæde og læring i naturen gennem undervisning, guidede ture og hyggelige spisepladser. Vi ønsker at inspirere både børn og voksne til at udforske og forstå den varierede natur, der omgiver os.

Stedet fungerer som et udgangspunkt for naturformidling og naturoplevelser i nærområdet. Vi tilbyder informationsmateriale, plancher, foldere og praktiske faciliteter som bænke, borde, toiletter og bålhytter, der gør det nemt og indbydende at opholde sig i naturen.

Stedets og foreningens historie
Foreningen Naturstøttepunkt Hjortøgaard blev stiftet i 2011 som en initiativgruppe med det formål at etablere et naturstøttepunkt i Knud Hjortøs barndomshjem, Hjortøgaard. Desværre nedbrændte bygningen i 2011, men i 2013 fik vi muligheden for at etablere os i den karakteristiske sorte træbygning, Bygning 77, ved Flyvestationen. Siden da har vi udviklet stedet til et aktivt centrum for naturformidling, hvor børnehaver, skoleklasser og andre besøgende kan deltage i udeskoleaktiviteter og andre naturoplevelser.

Bygning 77, som huser Naturstøttepunkt Hjortøgaard, for enden af Sandet, ca. 150 m fra den nedbrændte gård.

Hjortøgaard før branden i 2011.

Vores formål er at:

  • Skabe et levende og inkluderende naturstøttepunkt, der åbner dørene for alle – fra børnehavebørn og spejdere til lokale foreninger og naturinteresserede borgere.
  • Inddrage frivillige med relevante kompetencer til at udvikle, drive og vedligeholde støttepunktets aktiviteter.
  • Fremme uddannelse og erhvervsaktiviteter for borgere med nedsat erhvervsevne gennem socialøkonomiske initiativer.
  • Arbejde for at udvikle Flyvestation Værløse og de omgivende naturområder til et grønt og biodiversitetsrigt rekreativt område for hele hovedstadsregionen.

Læs mere om vores arbejde og organisering i foreningens vedtægter.