En kold novemberdag med ruskregn. Rigtig ØV-vejr. Men på trods af dette tog to voksne og 22 børn fra 3A på Hareskovskole cykelturen fra Hareskovby gennem Hareskovene og langs Søndersø til Naturstøttepunkt Hjortøgaard. Her havde naturvejleder Rasmus Ravn gjort klar til modtagelse. I dag skal der laves mega-insekthotel.
Rasmus havde på forhånd indkøbt diverse materialer: Save, boremaskiner, økse, grensakse, ørnenæb, handsker, spader mv. Dertil havde Foreningen Naturstøttepunkt Hjortøgaard sørget for energi til børnene: Varm chokoladedrik, nødder og müslibar. Alt sammen gennemført som en del af Furesø Kommunes projekt ”Insektvenlige haver” – et projekt, der er støttet med midler fra Miljøstyrelsens ”grønne ildsjæle pulje”.
Børnene knoklede med at hente stammer, klippe og fore boet med grene, hente halm og fore med halm, bore huller til insekterne, lægge græstørv på som dække mod regnen og meget mere. Insekthotellet blev omdøbt til tusindsbens-bo.
Børnene tog også det nye udeundervisningspunkt Vingen i brug for første gang. Her var der læ til introduktion, madpakke og varm drik. Alle havde en god dag. Hjemme hos far og mor blev der taget imod børn med beskidt tøj. Sådan er det. Håber fortællelysten var høj.
Seneste kommentarer