Mange familier – ca. 150 børn og voksne – lagde søndag den 7. maj turen omkring Hjortøgaard, der havde inviteret til ‘Forårets dag’.

Det var glædeligt at også mange flygtninge og deres kontaktfamilier havde taget imod Naturstøttepunkt Hjortøgaards særlige invitation til dem. Halalpølserne, købt i Nørrebrogade, blev spist, hver og én, og borgmester Ole Bondo Christensen kiggede forbi og hyldede de to vindere fra 5 km cykelløb på Flyvestationen.

Centrum for forårets dag var bålhytten med snobrødsbagning, varm kakao og råhygge.

Mange af kommunens flygtninge tog imod invitationen og mødte op med deres kontaktfamilier.

Borgmester Ole Bondo Christensen hylder de to vindere af 5 km cykelløbet på flyvestationen.

De nyfødte lam var som ventet den store attraktion for børnene. Emil på tre år kløede et lam bag ørerne, men udbrød kyndigt, da lammet vendte bagdelen til: “Se, lort!”. Her var ingen ble der skulle skiftes.

Som altid var der også rift om snobrødene. Nye besøgende fik sig en overraskelse over alt det tilbehør der kunne puttes i brødet, og der var varm kakao at varme sig på under de sporadiske forårsbyger. De store ølflasker, sponsoreret af et nærliggende bryggeri, tilbød fem forskellige øltyper der gav anledning til mange sagkyndige kommentarer fra de besøgende.

Et hjortøgaard snobrød bliver gjort klar.