Kom til Forårets dag søndag d. 15. april 2018 kl. 11-13 på Naturstøttepunkt Hjortøgaard (ved indgangen til flyvestationen). En tradition som nu igennem flere år har tiltrukket flere hundrede besøgende i løbet af få timer, og det er ikke så mærkeligt, for:

– Her er massevis af nyfødte lam, der blot venter på at blive nusset.
– Her er spillemandsmusik og børnedans til Bro, bro, brille.
– Her er snobrød (og bålvarme) og grillet lam – og en øl til bedstefar, der kikker på.

Med andre ord. Der er 100% garanti for en rigtig familiedag i vidunderlig forårsnatur. Der er dog ingen garanti for vejret, men vi har haft en alvorlig snak med vores leverandør, som lover bod og bedring og spirende krokus.

Snobrød a la Hjortøgaard – så bliver det ikke hyggeligere

Musikken er live naturligvis

Nysgerrige lamsebamser – og flokken vokser hver dag